Jeg har ændret topmenuen på min blog efter en øvelse med kortsortering. Læs med og lad dig inspirere af øvelsen, måske trænger menustrukturen på din hjemmeside til et servicetjek?
Det er jo altid godt at være overbevist om, at det man har lavet står fuldstændig krystalklart og logisk for enhver. Med overbevisningen om, at strukturen i topmenuen på min blog var både enkel og selvforklarende, gik jeg igang med en kortsorteringsøvelse.
Egentlig gjorde jeg det blot, fordi det var en øvelse, vi skulle igennem – for, der var jo naturligvis ikke behov for at ændre på min enkle og selvforklarende struktur i topmenuen.
Naturligvis ikke.
Kortsorteringen ændrede min topmenu
Tja, men så var det, at jeg blev klogere.
Kortsorteringsøvelsen gik ud på, at jeg først skulle skrive hvert menupunkt ned på en post-it for sig. Jeg valgte at inkludere kategorierne, fordi jeg ikke havde ret mange menupunkter. Derefter gav jeg alle post-its til min øvelsesmakker Mads. Han fordelte hver post-it ud fra, hvordan han synes, at menupunkterne passede ind i en logisk og intuitiv sammenhæng. Jeg bad Mads forklare fordelingen, så jeg kunne høre hans overvejelser og argumenter.
Mads fordelte menupunkterne anderledes, og det gav god mening.
Dette har jeg nu ændret i topmenuen
Før så min (enkle og selvforklarende) topmenu sådan ud:
Topmenuen bestod af fire menupunkter uden undermenupunkter.
Den vigtigste målgruppe for min blog er de lærere og censorer, der skal vurdere bloggen og min faglige udvikling, når vi når til eksamen den 17. december. Derfor har jeg nu valgt at lægge fagene ind i topmenuen (de eksisterede tidligere kun som kategorier) under menupunktet “Fagguide”. I changeloggen skriver jeg om de tekniske og designmæssige ændringer af bloggen. Det er mit indtryk, at lærere og censorer vil kigge efter denne kategori, og derfor har den nu fået sin helt egen placering i topmenuen.
Lige pt. går jeg og summer over, om jeg vil samle “Om bloggen”, “Om uddannelsen” og “Om mig” under et fælles menupunkt – enkelt navngivet “Om”. Undersøgelser viser, at vi kan overskue syv menupunkter plus / minus to (som en tommelfingerregel), og da topmenuen lige nu kun består af seks menupunkter, kan det være, at den får lov til at blive ved med det.
Vær den første til at kommentere