Tonen i nogen af kommentarerne på medier, hvor man kan være anonym, er uanstændig. Ville du tale sådan til et menneske, der stod lige foran dig?
Normalt bruger jeg kun YouTube til at se filmtrailere, musikvideoer og instruktionsvideoer, og jeg har ikke det store fokus på, hvad der bliver skrevet i kommentarerne til de forskellige videoer.
Pernille fra Paradise Hotel er syg
Derfor blev jeg fuldstændig rystet, da en af mine studiekammerater forleden viste mig rækken af kommentarer til videoen “Pernille fra Paradise Hotel er syg” (videoen er ikke længere tilgængelig på YouTube):
JacFreDK: “Det er simpelthen ikke i orden at være så dum! Hvem fanden har svigtet hende i en grad, så hun er på linje med en retarderet? Hvem end, der lod hende bestå folkeskolen, burde korsfæstes som straf. Og hvordan i alverden går hun på? gymnasiet? Og som 21 årig? What the fuck? Har hun gået 1.G om fem gange?”
Christensen217: “Jeg tror altså også at det der er skuespil… Seriøst der er fandeme da ingen der er så dumme! I så fald burde hun hoppe ud foran et tog..”
Man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles
Jeg er vokset op med en mormor, der havde et ganske betragteligt repertoire af ordsprog. Jævnligt blev jeg præsenteret for “Man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles” (f.eks. når jeg forfordelte mig selv i forhold til min lillesøster).
Og ja, nu kommer jeg med et vredt moralsk opstød, men jeg synes, at tonen i de anonyme kommentarer oven for er uanstændig og respektløs. Det er en trist og træls måde at møde andre mennesker på, og mon de skrappe skribenter ville tale sådan til Pernille, hvis de stod lige over for hende? Hvad nu, hvis det var nogen, de kendte og holdt af, som andre talte sådan om? Mon de ville bryde sig om det?
Note
Dette blogindlæg er en øvelse, der går ud på, at jeg skal skrive et indlæg i læserbrevsgenren, hvor jeg skal bruge Toulmins argumentmodel til at argumentere for en påstand. Selvom det er en øvelse, så mener jeg, hvad jeg har skrevet.
Hvis du vil vide mere om Toulmins argumentmodel, kan du læse mit blogindlæg “Analyse af den retoriske argumentation”
Vær den første til at kommentere