The Filter Bubble

Skræddersyning af indhold på nettet er en hjælp – eller er det?

Jeg læste på et tidspunkt en artikel på nettet (jeg husker ikke hvor), hvor forfatteren bekymrede sig over den tiltagende skræddersyning af søgeresultaterne i Google. Er det en hjælp i en travl hverdag, eller er det i virkeligheden en begrænsning, der gør vores verden snæver og ensidig?

Det vil vi finde ud af

Da vi skulle vælge emne til vores eksamensopgave i faget medier og kommunikation, begyndte det spørgsmål at optage os. Derfor vil vi undersøge: The Filter Bubble – hvad er konsekvenserne af den øgede skræddersyning af reklamer, nyheder og søgeresultater? Hvordan oplever brugerne det, og hvad taler for og imod?

The Filter Bubble

Begrebet The Filter Bubble stammer fra amerikaneren Eli Pariser, der har skrevet bogen “The Filter Bubble”. Eli definerer The Filter Bubble som det skræddersyede filter, der bliver lagt ned over vores nyheder eller søgeresultater, så vi kun får vist det indhold, der er personligt relevant for os. Hans bekymring er, at vores verden bliver snæver og ensidig, hvis vi kun får vist det indhold, der matcher vores egen profil. Hvordan kan vi have en demokratisk samfundsdebat, hvis vi ikke får vist indhold med andre synspunkter og vinkler end vores egne?

Se evt. videoen “Revelle Forum: Eli Pariser” på YouTube, hvor Eli holder et oplæg om sin bog “The Filter Bubble”:

Skal vi fake os igennem Internettet med falske identiteter?

Den 15. september 2012 havde Elektronista på Radio24syv et program med titlen:

“Skal vi fake os gennem internettet med falske identiteter og andre tricks som kan snyde de dataindsamlingsmekanismer og virksomheder som kan bruge vores personlige information til at markedsføre tjenester og produkter skræddersyet til netop vores personlighed?”

Her debatterede programmets gæster for og imod skræddersyning af indhold. Et af argumenterne for skræddersyningen er netop hjælpen i den travle hverdag, tænk hvis vi selv skulle støve rundt i den gigantiske mængde af indhold, som ligger på Internettet.

Hør udsendelsen og få flere argumenter for og imod:

Prøv selv Filterboblen

Vi glæder os meget til at komme i gang med opgaven, hvor vi både vil lytte til eksperter som Eli Pariser, tale med Google (hvis de har tid) og også spørge helt almindelige brugere om deres oplevelser.

Prøv evt. selv sammen med nogle af dine venner at søge på det samme ord i Google og se, hvor forskellige jeres søgeresultater er. Eller, læg mærke til, hvilke reklamer I hver især får vist på Facebook.

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *