Ignite! Om at give brugerne kontrol efter behov

Sammen med Marcel fra mit hold, har jeg holdt et oplæg om designprincippet kontrol – på ignite-måden.

Kontrol handler om, hvor meget en bruger har mulighed for at gøre i et design. Hmm, det er vist en lidt abstrakt formulering, så her kommer et eksempel:

Seje cykeltricks uden støttehjul

Tænk f.eks. på et barn, der skal lære at cykle. I starten sætter forældrene støttehjul og måske endda en styrestang på cyklen, så de skaber nogle trygge rammer, som barnet kan lære at cykle i. Når barnet så har lært at cykle, og gerne vil vise de andre på legepladsen, hvordan de kan lave seje cykeltricks, så bliver støttehjul og styrestang en hæmsko.

Jo dygtigere man bliver, jo mere får man brug for selv at have kontrol.

Tag udgangspunkt i dine brugere

Når du designer, så tag udgangspunkt i dine brugere. Hvad er deres kompetence og erfaring i forhold til det, du vil designe? Er dit design noget, som man skal bruge ofte eller kun engang imellem?

Nybegyndere har brug for enkelthed og nem adgang til hjælp, mens avancerede brugere sagtens kan håndtere flere valgmuligheder, så de kan arbejde fleksibelt og effektivt.

Tre designråd til dig

Kunne du tænke dig at få nogle designråd med på vejen, så kommer der tre her:

  • Hvis det er muligt, så lav dit design, så det er lige simpelt og effektivt at bruge for både nybegyndere og avancerede brugere
  • Hvis det ikke er muligt, så skræddersy
  • Skjul den avancerede adgang, så nybegynderne ikke får forvildet sig der ind.

Sæt ild til din præsentation – kort, klart og kreativt

Du har fem minutter. Og du skal skabe begejstring for dit emne. Med 15 sekunder pr. slide.

Som jeg har forstået forhistorien til ignite, så opstod præsentationsmåden fordi, der var nogle gutter, der var godt trætte af uendeligt lange powerpoint-præsentationer.

Og så kort kan det vist siges om ignite – på YouTube kan du se en række ignite-præsentationer (f.eks. om “Why I love my 3D-printer”).

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *